Sigurd Jensens gravsten samt gravstedet i sin helhed

Gravstenen og gravstedet er ved provstesyn udtaget som bevaringsværdigt pga. Sigurds Jensens livshistorie og familiegravstedet udformning.

Sigurd Jensen blev født den 12. november 1897 på Søby Strandgård i Gylling Sogn. Han var søn af gårdmand Jens Jensen og Hustru Birthe Kirstine Eriksen.

Sigurd Jensen blev gift med Lydia Ellen Owensby den 29. februar 1940 i USA.

Lydia Ellen Owensby blev født den 6. september 1903 i USA.

Sigurd og Lydia fik ingen børn i ægteskabet.

Sigurd gik i skole i Gylling. I 1919/1920 var han elev på Serridslev Højskole og 1921/1922 var han på Ollerup Højskole. Han var beskæftiget ved landbruget hos forældrene. Fik en plads i Vejen og Fæsted, hvorefter han rejste til Norge. Trangen til at se nye steder var altid kendetegnet for ham. Derfor betænkte han sig heller ikke 2 gange, da han i 1924 fik en billet til USA med posten. Billetten kom helt uventet fra en kammerat, som Sigurd havde mødt ved en Genforeningsfest på Dybbøl i 1920. Kammeraten var rejst til Iowa i USA 1 år tidligere. Sigurd havde uro i blodet, ville prøve noget og se sig om, så han tog afsted. Sigurd var 1 år på vennens farm, men så ville han videre. Han tog til North Dakota for at blive høstarbejder. Senere mødte han en svensk vagabond. Sammen tog de turen til vestkysten, som blinde passagerer på et godstog. Det varede 8 dage inden de nåede Seattle. Så tog han til Washington, hvor han var i 3 måneder. Så kaldte Californien, hvor han boede i 4 år. Her oplevede han at se datidens berømte filmstjerner, både under filmoptagelser og på filmlærredet. 

Efter Sigurd og Lydia blev gift valgte de at slå sig ned i Forkland, Alabama. Her købte de 400 tdr. landjord og lige så meget skov. De dyrkede bomuld, sojabønner og majs. Desuden havde de 150 Hereford køer og 350 kalve gående. I 1960 købte han som den første i området en bomuldsplukkemaskine. Indtil da havde 7 negerfamilier med i alt 62 medlemmer været ansat til at plukke bomuld på Sigurds marker. I 1960, 36 år efter at Sigurd rejste til USA, besøgte han for første gang sammen med sin kone Danmark igen. Siden krydsede han Atlanten flere gange.

Lydia Ellen Owensby døde den 23. december 1966 og ligger begravet i Forkland, Alabama. 63 år gammel.

År efter at Lydia døde valgte Sigurd i foråret 1986 at forlade USA og rejse tilbage til Danmark. Han bosatte sig i Gylling.

Da Sigurd forlod USA, solgte han sin ejendom, og han vendte hjem som en holden mand. I 1989 skænkede Sigurrd 1 krusefiks og 2 store lysestager i messing til Gylling kirke. De 2 lysestager bruges i dag ved begravelser og bisættelser.

Da Sigurd var 19 år forelskede han sig i den da kun 16-årige Esther Marie Rasmussen fra Gylling. Men de to unge måtte ikke få hinanden, da Sigurd var gårdmandssøn og Esther Marie "kun" var husmandsdatter, og dengang betød det meget for anseelsen, at man giftede sig standsmæssig. Da Sigurd vendte tilbage til Gylling, mødte han tilfældigt Esther, som nu var blevet enke og mor til 6 børn. De varme følelser blussede op mellem dem igen og det til trods af at Esther nu var 76 år og Sigurd var 80 år. De flyttede sammen i Esthers lille hus i Gylling og fik 11 gode år sammen. Denne gang med begge familiers velsignelse. 

Sigurd Jensen døde den 2. september 1989 og ligger begravet i familiegravstedet på Gylling kirkegård. 91 år gammel.

Esther Marie Døde de 26. juni 2003 godt 101 år gammel, og ligger begravet ved hendes mand, Ejnar Gavnholts side på Gylling kirkegård.