Signe Jensen

 

Stenen er udtaget af menighedsrådet pga. ”Mølle Signes” virke især Gyllings ungdom.

Signe Dupont blev født den 10. januar 1908 på Store Lihme Mark, Nørup Sogn ved Vejle.  Hun var datter af forpagter Johan Laursen Dupont og Hustru Josia Jonasen.

Signe Dupont blev den 28. oktober 1933 gift med Herluf Møller Jensen i Nørup kirke. Herluf var da mølleejer i Gylling.

Herluf Møller Jensen var søn af Mølleejer Knud Møller Jensen og Hustru Johanne Kristensen, Langelund Vandmølle, Ringive Sogn ved Give.

Signe kom til Gylling efter brylluppet, og skulle nu finde sig til rette i den lille landsby.

Signe og Herluf fik 4 børn i ægteskabet.

I daglig tale blev Signe altid omtalt/tiltalt som ” Mølle Signe” Et navn hun har haft siden den dag hun blev gift med Herluf Møller Jensen.

I 1953 startede Signe med sine 3 små slikhuse ved siden af møllen. De havde hver deres funktion. I den ene selve slikbutikken. I den anden var der pølser og sodavandsforretning. I den tredje var der brødudsalg. Det skulle vise sig at blive mere end ”bare” en forretning, for med tiden så blev ” Mølle Signe” også de unges samlingssted. Her havde de et frirum til at mødes sammen med de andre unge. Her kunne de i fortrolighed snakke med ” Mølle Signe” om alt det der var svært eller gjorde ondt. Her fik de én opsang hvis de ikke var ordentlige. Her var frirum til bare at være ung. ”Mølle Signe” favnede dem alle.

Signe holdt åbent til kl. 22 om aftenen. Det var et hårdt slid syntes Signe, men som hun sagde: Der skal jo tjenes penge. Heldigvis kunne Signe glæde sig over at hendes mand Herluf ordnede regnskaberne, for ellers ville det blive at for stort arbejde at passe for én person syntes Signe.

Herluf Møller Jensen drev Gylling mølle frem til 1963, hvor sygdom tvang ham til at nedlægge møllen. Mange år efter er den blevet privatejet af Gylling mølles venner.

Herluf Møller Jensen døde den 28. marts 1974 og ligger begravet på Gylling kirkegård.

” Mølle Signe” døde den 26. januar 2002 på Gyllings Alderdomshjem og blev bisat på Gylling kirkegård den 13. marts 2002.